De drømmer om at ligger under et hindbærkrat og bare spise løs, at bygge en naturlegeplads sammen med ungerne, være fælles om at dyrke tomater og lave tomatsovs til hele vinteren, plante 100 frugttræer, skabe rammer for, at unge, som trives bedre i naturen end på skolebænken, kan få gode succesoplevelser, at eksperimentere med drivhuse og eksotiske planer og ikke mindst skabe et naturligt socialt samlingssted for råhygge.

Ideerne fløj frit gennem luften, da 14 engagerede mennesker mødtes på Mikrogaarden en søndag i januar for at finde ud af hvordan 1,5 ha jord i Viskinge kan omdannes til en fælles bæredygtig og eventyrlig skovhave for børn og voksne. Fællesnævneren for de grønne tanker i den eventyrlige have er rummelighed og fællesskab.

Jeg er ekstrem glad for, at der er så mange, der har valgt at bakke op om denne her ide. Det er nogle fantastisk kreative og resursestærke mennesker, som vil det her – ikke nødvendigvis for sig selv, men for at skabe muligheder for andre grupper i samfundet, som måske ikke lige har adgang til natur, have, skov og leg. Alt det samtidig med at vi passer på jorden og lagrer CO2. Det viser både omsorg for mennesker og natur og en ligelig fordeling af resurser, som jo er grundprincipperne i permakultur.

Gruppen blev enige om at stifte en forening og forsøge at rejse penge til hegn, træer og byggematerialer for at realiserer visionen, men valgte ikke at sidde på hænderne og vente på guldregnen. Om en måneds tid mødes de igen for at udforske muligheder, netværke og hygge. Alle er velkomne.